FORSVINDER i BLØDT STOF

af Helle Solhøj

Allerede foran døren anede jeg, at noget mærkeligt ville ske. Det var et af de rum, hvor der skal vilje til at gå ind. Her var der ikke noget automatisk dørsystem. Barrieren måtte forceres ved hjælp af et gammeldags håndtag. Der skulle et fast tag og et ekstra tryk til. Og så et skub med albuen, som når man trænger ind i et alt for længe ubeboet sommerhus. Først da gik døren op.

Et gisp undslap mig, da mine øjne så, hvad der var at se i rummets dunkelhed. Tæt, tæt pakket fra gulv til loft var butikken fyldt med bløde stoffer i metervis. Vævede stoffer til faste former og strikkede stoffer, når der er brug for eftergivenhed. Kulørte stoffer i bomuld til at live op i et udtryksløst miljø. Varme stoffer i uld til at skærme i kulde. Elegante stoffer i silke til en eksklusiv situation. Hør, polyester og viskose om man nu er til naturlig autenticitet, syntetisk holdbarhed eller en praktisk kombination. Broderie anglaise, voile og tyl. Filt og fleece. Fløjl, velour, frotté og bouclé. Voksdug med glatte plastikoverflader og tunge stoffer i grov struktur til mørkelægning. Bævernylon og denim. Imiteret pels, læderlook og mikrofibre. Nærmest døren var der fyldt op med stofruller i myg jersey med store violette kokoner, digitalprint og retroprint.

Pludselig stod der en ældre kvinde foran mig. Med en alvorlig mine og et nik bød hun mig med længere ind i rummet. Hun trak et gardin til side og banede vej til et farvestrålende bord. Her stoppede hun op og trak en stofrulle frem, en rulle mere, endnu en og mange flere: Stribede lærredsstoffer og stofruller med mange blomster. Hun rakte mig en flig af en turkisgrøn metervare til festkjoler og bagefter en marineblå jersey med glans. Gult stof med abehoveder, grønt stof med lyserøde mariehøner og pink stof med peace-tegn. Mens jeg mærkede på stofferne med mine begærlige fingre og bøjede mig ned for at dufte til tekstilerne, stillede kvinden sig uden et ord ved siden af mig. Jeg kikkede op. Bag os så jeg nu, at vi stod højt oppe på kanten af en blå dal med stejle sider. Langt nede så jeg skriggrønne trætoppe. Kvinden trak en rød stofrulle frem og kastede meter efter meter af blødt stof ud over afsatsen. Derefter sendte hun metervis af orange stof den samme vej. Endnu en stofrulle og mange flere meter stof forsvandt ned i dybet. Så sprang hun ud og rutsjede ned ad en cremefarvet strækchiffon med røde bomber.

Jeg tøvede et øjeblik. Så fulgte jeg efter, glidende ud og ned ad muslingekantet blondestof med sorte roser.