Den stod næsten alene tilbage på hylden, da udsalgsfeberen havde raset. Var alligevel for aparte til at nogen havde kunnet se sig selv i den. ’Hvorfor sætter vi så ikke prisen længere ned?’ spurgte assistenten.  Men Carlo vægrede sig. Der var noget i måden, den blødt faldt sammen på og lagde sig til rette. Som om den hørte til. Lige netop her. Som et omgængeligt væsen. Endnu lidt vild i sit udtryk. På overfladen. Men tilpasset omgivelserne i sin adfærd og væremåde. Rummelig, kunne man sige. En åben evne til at tage imod, være venlig og kunne indstille sig på andres frekvens uden at miste sig selv i udleveringen.

Det var ikke fordi den virkede selvudslettende. Den vidste nok, hvor den hørte til. Her. Carlo havde selv erfaret det. Der var en kvinde, som var på nippet til at tage den med sig. Hun stod længe foran spejlet med den i sin favn. Krammede den. Men på en krampagtig måde. Som om den var en genstand, man bare kunne eje og bruge efter egen lyst. Carlo kunne se, hvordan den vred sig i ubehag og fornemmede, at han måtte beskytte den fra noget, der tegnede til at blive et overgreb mod dens frie eksistens. Kvinden havde kikket på ham. Han havde rystet på hovedet. Nej, det gik ikke. Passede dårligt til hendes lyse hår. ’Du virker bleg’, sagde han. Så havde hun sukket, revet tasken af skulderen og kastet den fra sig.

Carlo havde forsigtigt samlet tasken op. Han strøg den ømt efter den brutale handling, og nænsomt lagde han den tilbage i vinduet. Til yndlingspladsen i eftermiddagssolen. Åh, hvor den spandt, da den igen fik fred.

Her på den hjemlige plads bag ruden kan den ligge uforstyrret og kikke på gadelivet. Strække sig ud i velbehag. Iagttage de undrende, opspærrede øjne derude på den anden side, når den vipper let med den ene ende af flappen eller vifter med hanken. Morer sig ved synet af folk, der stopper op og måber, stirrer, kikker sig hurtigt omkring og skynder sig videre, som om ingenting er sket.