EN ALTERNATIV BEHANDLING

’Hører alt det virkelig med?’ Sussi undrer sig højlydt og bliver da også selv lidt forskrækket over sit pludselige udbrud. Hun folder den lille brochure sammen og stikker den ned i sin grå skindtaske. Hun ville jo bare lige spørge. Har gået og tænkt på, om det kunne være en mulighed. Ja, faktisk har hun længe overvejet, at der må gøres noget.
Men det har også været svært at beslutte sig til at gå herhen. Det er jo ikke noget, hun nogensinde har gjort før. Det er heller ikke noget, som andre af dem, hun kender, har gjort. Eller der er i hvert tilfælde ikke nogen, der har fortalt om det. Nej, hun har heller ikke spurgt. Det må hun da indrømme. Selv ikke til Niels har hun sagt noget om sine overvejelser. Måske fordi det alligevel virker lidt underligt. Kvinden ved disken smiler. Hun har nok fået spørgsmålet før: ’Ja, vi sørger for at gøre det grundigt. Vi bruger kun økologiske produkter og kommer hele vejen rundt’.
Det er nok sådan noget helhedstænkning. Holisme. Alternativ behandling. Kan man så være helt sikker på effekten? Og hvad nu, hvis det så alligevel går galt? Man hører jo så meget. Mon det egentlig er videnskabeligt undersøgt? Kan man være helt sikker på en gavnlig effekt af behandlingen? Eller kan man risikere skadelige bivirkninger, som der ikke er taget højde for? Det er vist ikke helt almindeligt, det de gør her. Farverne, kvindens løse kjortel og de store smykker. Ja, lugten i lokalet. Den er da også lidt mystisk. Måske er der noget spirituelt og åndeligt i måden, de gør det på. Det er jo ikke fordi, man vil være fordomsfuld. Men alligevel.
Sussi ryster lidt på stemmen, da hun svarer: ’Jeg tror lige, jeg skal tænke lidt over det’. Kvinden nikker. ’Det er i orden. Du kan læse mere i brochuren og på vores hjemmeside’, siger hun og fortsætter, mens Sussi nærmer sig døren, ’kik under menupunktet om omfarvning af fodtøj. Og så kan du bare komme forbi med støvlerne, når det passer’.