Hundevæddeløbsbanen var lukket for mange år siden. Den arrige gøen var senere helt hørt op. Ejendommen havde skiftet hænder flere gange, og nogen havde en overgang planer om at bruge de lange baner til et sportsanlæg. Man var i den ene ende gået i gang med at nedbryde de udtjente træskure, grave ud og fylde op med grus. Hvorfor man pludseligt var stoppet, var der ingen der vidste. De nærmeste naboer havde heller aldrig hørt, hvad der egentlig var sket med de involverede bagefter.

Nu var området efterladt og udfoldede sit eget eksistensunivers. Ligesom formuleringerne i de breve, der med passende mellemrum og distance blev sendt til hans e-boks fra kommunens tekniske forvaltning. ’Under henvisning til kapitel fem, paragraf tretten, stk. to samt den udleverede, uddybende information i brevforsendelse ultimo maj d.å. skal det herved meddeles, at der ikke er sket yderligere i sagen’. Han arkiverede hvert dokument og responderede med korrekte høflighedsfraser i samme stil. Så var formaliteterne på plads. Nogle gange var kancellisproget ikke bare rigtigt men også nødvendigt.

Hensigten var netop at beskytte de dybe følelser og længsler bag en passende facadestruktur af formel tekst. Her var det bedre ikke at vide end at vide det, som ingen ville vide. Der skulle ikke trækkes klare farver og forståelse ud af den grå ordmasse og dermed skabe risiko for at motivere nogen til noget, som ingen af parterne ønskede skulle ske. Selv ville han bare have ro. Ro til at lade det hele gro. Gro til i mos og krat. Lade fortidens sporsætninger smuldre og gå i opløsning uden genkendelige tegn og klare svar til eftertiden. Han ønskede at lade forestillingerne om det, der var sket, forsvinde i stilhed. De fejltolkede historier, de uopfyldte drømme og den bitre smag. Formuldet, formeret og formildet.