NATUR AFSLØRER SKØNHED

Af Helle Solhøj

Tæt tyk mørke smelter sammen mærker våd væde udvide fladens fletværk flyder ud i en massiv mørkladen masse der føles fremmed utryg skræmmende fordi man ikke aner hvad der gemmer sig i den sortnende sløring når man ikke er vant til at være her på den her tid og så er man alligevel taget herud selvom det virker absurd og det er umuligt at se noget og giver det så nogen mening overhovedet at være her og famle sig frem når man tvivler på om der er noget af det her der kan bruges til noget fordi man ikke kan fatte hvad det er der er i alt det her der bare flyder ud og løber sammen i en tung grødet atmosfære og vanddråber sætter sig, i øjnene, og fugten vibrerer og det virker bare meningsløst at fortsætte men også at gå tilbage for hvor var det nu man kom fra og hvor er det man kan komme videre hen og kan man egentlig komme videre i alt det her der bare slynger sig sammen og duggen sætter sig, omkring linsen, og bare nu ikke det ødelægger kameraet men et eller andet må man have med bare et eller andet til at starte på og så må det komme an på hvordan om man ud af det kan forsøge at forstå noget og få, en antydning, af hvad det kunne handle om det man vader rundt i og er der noget der eller derhenne eller derude eller derovre et eller andet eller måske er det det samme men alligevel er der som om der er noget andet der dukker op i randen, måske en vej, og det kan være man skal man gå lidt længere ind langs det der der er mørkere overfor det lysere før det begynder, at give mening, og måske er der trådt, et spor, og hvis man nu formåede at forestille sig en ide eller bare få en fornemmelse af hvor man skulle gå hen så kunne man måske opfatte noget der peger i en retning men det er også bare typisk at man kun ser det man ser og ser efter noget man kender og forsøger at genkende og bliver ved og bliver ved og det går som det går og det går og det går og jeg går derfor må det stå åbent, står åbent i det åbne, det åbner sig, åbnende der, der, er der vist en overgang, måske til noget, der er noget, en tydning, der lige frem for, noget, der kan være noget, der skiller sig ud og bliver til og er: Her. En tone. Skummende og strømmende. Lyden i luften og lysfyldt lidenskab. Det næste. Fæstner sig. Fast grund under fødderne. Materien og modet. Den tredje. Viser sig. Det dæmrer og dages. Skikkelser at skelne i det skabte. Håndens værk og håbet. Skønheden i morgengryets stemning.