CAFFE LATTE

De sidste kaffekopper vasker han op i hånden. Han tørrer med viskestykket let hen over bordpladen og står lidt, afventende. Der kommer ingen. Langsomt bevæger han sig hen til kaffemaskinen, brygger et skud espresso i et latteglas og står tankefuld i duften af frisklavet kaffe. Han opvarmer mælken og banker kanden let imod bordet for at fjerne de sidste bobler. Stille og roligt hælder han den dampende mælk over kaffen. Så tager han en latteske, sætter sig skævt på den høje taburet og kigger tomt ud i luften, ud i den tomme café.

Han åbner appen på mobilen og scroller ned over siden med levende billeder. En proces er i gang. Butikker og forretninger lukker og slukker. Selv på den engang så attraktive havnepromenade ligger flere og flere lokaler og fortovsterrasser øde hen. Storbyens livlige caféliv, de sprudlende handelsgader i den gamle bykerne og de hurtige indkøbscentre i forstæderne hører en anden tid til.

Storbyerne er i gang med at blive tømt for indhold og betydning. Ophobning, fortætning, overforbrug, masseturisme, storproduktion, gigaadministration og overdimensioneret, centraliseret forvaltning går i selvsving, kollapser og uddør. I stedet fremspirer en myriade af småskalaaktiviteter i flere dimensioner, og multikulturelt naturland breder sig fra landet og ind over byerne.

Plantekultur og fri natur omdanner de udtømte bebyggelser og anlægs glatte flader til organiske territorier. Forældede industrilandbrug er blevet omdannet til en mangfoldighed af selvforsynende husholdninger og andelsfællesskaber. Teoretikerne og analytikerne har forladt institutionerne og koncernernes glasbobler og udfolder nu ideer, tanker, viden, kreationer og fremstillinger i sammenhæng med de levende jordlivsområder.

Samfundets grundlæggende værdier er forvandlet. Befolkningernes ændrede livsholdning har fuldstændigt forandret håndteringen af klodens ressourcer og sat gang i en bølge af recirkulation og reproduktivt liv i leveområder. En reporter er på udvekslingsophold i et grønt kvarter og filmer små værdiomformnings- og genanvendelsesanlæg i det, der førhen blev kaldt en metropol. Så bliver der klippet til et fællesgartneri i en tidligere centerby, hvor der også er saneret og begrønnet i de udtjente bebyggelsesmasser. Børn og voksne er i gang med at høste grøntsager og sanke urter på voksestederne med permakultur, mens vegeterende individer fryder sig i blomsterrige solpletter eller nyder skygge mellem buske og træer.

At bruge og forbruge er blevet lavstatus nu, hvor vækst forstås som livscyklus. Nu handler det om at tage godt imod det, man får givet, tage vare på det, man har modtaget og give det lånte respektfuldt tilbage til kredsløbet. Overskud er blevet et spørgsmål om meningsfuld tid. Cafébestyreren slukker og lukker.