Hvordan, vidste han ikke. Arvid havde ingen anelse om, hvad han skulle gå efter og gøre. Hvis han så bare kunne gøre sig begreb om hvor, så kunne han da i det mindste begynde at lede. Men de kendte ikke hinanden. Han havde dog forstået, at de begge var frie, uafhængige og positive. Hun havde bare vendt blikket og de ensartede kromosomer indad og sagt: ’Ring’.

’Cool’ havde han sagt og lod som om, han var kold. Han spurgte teamkollegerne på kontoret. De grinede og sagde, at han bare skulle gå ned til guldsmeden. Det gjorde han og blev endnu mere forvirret. Der var masser af smykker i guld og sølv og blandinger. Enkle design og komplekse. Med ædelstene eller alternative materialer. Men det var svært at forestille sig fingersmykker på hendes ihærdige gartnerhænder mellem jord, græs og grene. Det virkede ulogisk. Det passede slet ikke sammen.

Længe gik han og baksede med problemet. Lå søvnløs. Lyttede til pulsen og pendulets svingning. Spekulerede. Vågnede med sorte rande under øjnene. Søgte på nettet igen og igen men fik en træls følelse af at bevæge sig rundt om problemet uden at komme ind til kernen. Han gik ned til søen og kikkede ud over den blanke flade. Kastede sten for at stoppe stilheden, og fra kildens brydning bredte bølgetoppe sig udad. Natten faldt på. Hen over himmelhvælvets bue drejede universet, og Saturn glimtede med de karakteristiske ispartikler i magnetosfæren.

Fyldt med anelse og ny energi gik Arvid hjem. Han åbnede et tomt regneark. I første kolonne skrev han alle de potentielle fundsteder. Så sad han koncentreret og modellerede på matematiske funktionsregler om samhørende variabler. Til hvert x er der knyttet nøjagtigt et y. Han prøvede en formel, forkastede den og prøvede en ny. Eksperimenterede med eksponentielle funktioner. Halveringskonstanter. Den invertible koefficientmatrix. Fordoblingskonstanter. Endelig stod den der. Den indlysende, logiske sammenhæng. ‘Ring’. Det kunne være et imperativ. En potentiel virkelighed. En aktiverende funktionshandling med afgørende konsekvens: To ubekendte opløftet i værdi. Den forudsigelige fremtid lød umiddelbart tillokkende. Som fysisk fænomen. Og dog. I længden kunne det i teorien også vise sig at være frit fald.