En lille skefuld. Det er en passende mængde til hver af dem. Han lader den glatte substans glide langsomt ned i sprøjten. Presser stemplet let ned, så luftboblerne kan komme ud. Synker et par gange for at fatte mod, trækker vejret dybt og går ind til de små. Han kan lige så godt se at få det overstået.

Han behandler dem en efter en. Forsigtigt griber han fat i den første. Skrøbelig er den jo. Nyskabt og fin. Der skal virkelig en overvindelse til. Men der er ikke andet at gøre. Først en let markering med spidsen. Han kan godt mærke, hvordan den lille sitrer under den uvante berøring. Så et hurtigt klem og den lidt mærkelige, sødladne lugt. Det er væmmeligt. Han bryder sig slet ikke om det. Men sådan skal det altså være.

Det er sværest med den første. Så kommer den næste. Man skal lige have taget på det. Han skal have ordnet dem alle femogtyve. Hver af dem skubber han varsomt fra sig igen, når de har fået deres behandling. Der ligger de så helt stille ved siden af hinanden. Som om de ikke kan fatte, hvad det er, der er sket. Forsigtigt tager han fat på den næste i rækken og kan ikke lade være med at spekulere over meningen med det hele, og hvordan det er kommet hertil.

Hvorfor har han dog valgt denne profession? Der var så mange andre ting, man kunne foretage sig. Men det startede nok allerede i sommerferierne, dengang, hos fætrene i Vestjylland. Drømmen om at være selvstændig. Men også den basale læring. Man skal kunne klare lugten i bageriet. Den ulidelige stank. ’Det skal bare overstås’, sagde de. Sprøjterne skulle fyldes og smågrisene bedøves inden kastreringen. ’Det er også for deres egen skyld’, sagde de.

Aldrig skal det ske igen. Det svor han dengang. Og så står han alligevel her med en sprøjte og den vammelsøde lugt hver eneste dag. Det havde han ikke troet. Da han begyndte at tænke over det med dyrevelfærd, valgte han en helt anden erhvervsretning. Hvorfor det så lige blev konditori, er han faktisk ikke helt klar over.

Han skubber pladen med de flødepyntede medaljer ind på hylden. Færdigt arbejde! Og så i gang med at rive nødder til mazarinen. Selvom der også er noget med lyden. Som små knogler, der bliver knust.