ET LILLE STYKKE JORD

Af Helle Solhøj

Jon bar rundt på det gennem hele sin levetid. Ønsket om egen jord. Det behøvede ikke at være ret meget. Bare et lille bitte stykke jord, som man kan kikke på og føle ejerskab for. Et lille stykke jord med høj himmel ovenover. Et lille stykke jord, hvor det er én selv, der bestemmer.  

Vennerne på erhvervsakademiet brugte tid og penge på fester og frække biler. Jon granskede ejendomsannoncer og fulgte grundprisernes udvikling. Med tiden fandt han bedre og bedre aflønnede fritidsjob og lagde de fleste penge til side. Opsparingen voksede yderligere, da han fik sit første job med fast månedsløn hos et af byens revisorfirmaer. Imens boede han til leje i en delelejlighed i midtbyen, kikkede længe efter en kolonihavegrund for at investere sin formue i fast ejendom men tøvede.

Senere sagde han ja til en lejelejlighed, hvor man kunne være sikker på, at der var styr på sagerne. Fra køkkenvinduet var der udsigt til både parcelhuskvarterer og sportscentret med kunstgræsbanerne, hvor håndboldkvinderne øvede hver lørdag eftermiddag. Han overvejede at købe en villagrund men holdt igen, da han blev forlovet med Vivian, der var angrebspiller. Nogle år efter vielsen fik de tilbudt et af rækkehusene, som boligforeningen udlejede i et attraktivt kvarter med grønne områder rundt om.

Da de to sønner blev større begyndte han alvorligt at overveje at købe en sommerhusgrund ved kysten og fortalte Vivian om sine planer. Hun lo, og bestilte flybilletter til solskinsøerne, og Jon satte resten af lønforhøjelsen til side.

Børnebørnene snakkede livligt om alt muligt mellem himmel og jord, mens de gik i skoven og byggede huler, og bedstefar Jon nikkede og varmede sig ved sin egen drøm. Da Vivian var gået bort, blev kirkegården målet for hans attrå, selvom hendes aske for længst var opløst i Middelhavet. Så døde også Jon og blev begravet. Fra himlen kan han nu i al evighed kikke ned på sit helt eget lille stykke jord.