PÅ DYBT VAND

Af Helle Solhøj

Blodspænding og tomhed. Snart er det den ene kraft, snart den anden. To basale tilstandsfaser kæmper om styringen i den fysiske krop. Liv og eksistens pulserer i et utvetydigt nutidigt nu. Følelseskræfterne forplanter sig gennem kroppen. En hedebølge stiger op og bryder ud. Umiddelbart efter ruller en kuldebølge gennem kødets sensible fibre. Gennemrisler legemet fra tå til top. I hurtige, hvirvlende bevægelser fra fod til hoved.

I øjeblikkets betydningsstyrke finder en tanke vej til selvbevidsthedens dom. Sådan er det at være udsat for en forelskelses ustyrlige kræfter. ’Amors pil’ er det bedste billede fra hukommelsens reservoir til at beskrive momentet. Indrømmelsen overrumpler ham og forstærker reaktionen. Temperaturen stiger. Han må overgive sig og kan ikke længere styre koppens odør.

Ufrivilligt åbner hudens porer sig for dampen indefra og lader den gennemtrængende lugt af urkraft strømme ud. Aggressive hormoner ruller gennem årerne, pipler ud af hårsække og svedkirtler og blander sig med luftens saltmættede molekyler i et erotisk opstemt miljø af ukontrollerbar frastødning og tiltrækning. Tyngdekraften er sat på pause. Nu er det alene de reproduktive kræfter, der råder.

Aldrig, aldrig har et andet væsen i den grad virket så tiltrækkende på ham. Lynet slog ned, da han på afstand i et splitsekund fangede hendes blik, og relationens rumlige udstrækning pludselig blev bestemt og gennemstrømmet af elektrisk spænding og magnetisk kraft. Der står hun og stiller sig velvilligt til rådighed. Med gnistrende øjne og en udstråling af vilje til vildskab under det servile ydre. En åbenlys invitation til kamp på verdenshavenes dybder.

Lugten af salt og hav stimulerer den fysiske trang til at erobre. Han dirrer af begær og tilbageholdt overenergi. Åndedrættet pumper heftigt i det alt for lille rum. Han må have plads til at kunne komme til. Må skubbe den forstyrrende hob af mennesker væk.

Opfyldt af overnaturlig drift baner han sig vej frem i første række. Står så, åben, direkte overfor hende. Ansigt til ansigt. Så kropsligt nært, som det er muligt. Hun ser på ham med tindrende øjne. Han rødmer. Hun nikker. Imødekommende og inviterende. Han trækker vejret hurtigt. Forsøger at beherske sig. En dyb røst trænger sig på langt nede fra oceanets dybder, op gennem bugen, brystkassen og struben. Med brummende stemme fremstammer han sit ærinde: ’Jeg vil gerne bede om et halvt kilo makrel’.