HØJSOMMEREN INSPIRERER

Af Helle Solhøj

’Hvad skal man dog gøre med alt det grønne?’ Undrende, vandrende og flyvende bevæger de respirerende sig fra sted til sted i sommerlandet. I et klorofylholdigt univers af uklippede grøftekanter, vilde overdrev, markernes afgrøder, fritvoksende levende hegn og skovkronernes massive bladfylde.

Ubevidst trækker de sommerens grønne lys gennem de flagrende lunger og luftrør. Åndedragets uvante dybde afslører sig i vejrtrækningens langsomme indånding. Al indre og ydre snak er hørt op. Forundret opdager de, at indåndingen møder sit klimaks i en ualmindelig rummelig favn. Herfra vender luftstrømmen om i en langstrakt udånding, der blidt masserer de afslappede stemmebånd og munder ud i højlydte ”Aaaahhhh”.  

Planternes grønkorn inspirerer de sansende væsner med farveenergi. Bevægende og vibrerende udsender planterne kaskader af ilt til de respirerendes naturbegærlige puls. De melankolske dybdeseere, husker dog tydeligt den grå verden. Fornemmer også, at den tid naturnødvendigt må komme igen, hvor verden er indelukket og kompakt.

Derfor taler de inderligt og følsomt til planterne. Håbefuldt siger de, ’bare man kunne’. Kreativt spørger de, ’kan man mon?’ Kan man gemme bare et lille strejf af højsommerens grønne atmosfære til at tage frem, få næring af og ånde ved, når årshjulet igen drejer alt for hurtigt indad. Når den komplementære årstid har nedtonet sollyset til vågeblus omkring plantevækstens hvilende grene og stængler? ’Kan man gemme inspirationen?’ spørger de og opdager samlerne, der lyttende og iagttagende driver omkring mellem planterne.  

Duftenes samlere gemmer omhyggeligt de aromatiske og vitaminrige planter til teer, krydderier og drøvtyggende sommererindring. Farvernes samlere spejler sommertidens maleriske motiver i stærkgrønne billedflader. En plet af komplementært rød tilføjes i erindring om lysets gejst og til at afbalancerer den monokoloristisk risiko for selvtilstrækkeligt dødvande.

Tonernes samlere bevarer sommerens musikalske strømme i sang og spil, op og ned ad tonestigerne. Plukkede strå flettes sammen i rytmiske forløb. Plukkede blade knyttes fast på nodeark med rislende hånd. Poesiens samlere lytter og lærer sig planternes sprog, lægger højsommerens plantevibrationer i hukommelsens lager, filtrerer det levende stof, formaterer ordene, der strømmer ud og forvilder sig med vilje ind i lyrisk naturbegejstring.