Kritikernes dom var benhård. Aldrig havde man set mage til uforståelig tekst. ’Utilgængelig’, ’opstyltet’ og ’knudret’ var den hårde dom. Forfatteren bøjede nakken. Det var adskillige år siden, at han havde udgivet sin første og hidtil eneste bog. Han havde også godt en fornemmelse af, at stilen i novellesamlingen var anderledes. Men han forstod ikke, hvorfor den blev opfattet som ulæselig og bizar.   

Den nytrykte bog lå på bordet. Han rørte den ikke. Han blev helt slået ud af den beske kritik. Mistede fuldstændig lysten til at gense de fordømte tekster. Vovede heller ikke at bladre. Turde ikke engang at møde omverdenen ansigt til ansigt. Han dukkede hovedet. Løb om natten ud i en skov og stirrede tomt op i trætoppene. Lidt efter direkte ned i skovbunden med en knækket nakke.

Den travle redaktør tog sig det ikke så nært. En forfatter til eller fra. De stod jo i kø for at komme til. De få eksemplarer af bogen, der var nået ud i supermarkederne, blev lynhurtigt flyttet væk fra hylderne. Man gad ikke engang bruge tid på få dem omregistreret til rodekassens system. Man smed dem simpelthen ud sammen med det daggamle brød.

Det var en skraller, der fandt et eksemplar af bogen og tog den med sig hjem. Papir kunne man altid bruge. Til alt muligt. Til optænding eller som tegnepapir, hvis et fantasibillede i hovedet bare skulle ud. På den måde blev det eneste overlevende eksemplar af novellesamlingen fyldt med eksperimenterende småskitser.

Et par årtier efter landede denne bog på en ung kunststuderendes kollegieværelse. Han var gået i stå i et ambitiøst forsøg på at hente ny betydning ud af de alt for velkendte senmoderne kunstværker med nye billedanalytiske teorier og metoder. For at få luft og ny energi var han gået en tur i byen og var kommet på afveje i en af sidegaderne. Var standset op ved et loppemarked og havde stået og plukket lidt i en af bogkasserne. Det var efterladte ting fra en kælderoprydning i en almen boligforening, hvis underbemidlede og derfor mislykkede integrationsindsats betød, at de var blevet påtvunget at nedrive to boligblokke.

Den unge studerende havde bladret lidt distræt i bogen og havde fået den med sig for en femmer. Da han ikke længere blev opstemt af de vidtløftige blyantstegninger, begyndte han at kikke nærmere på bogsiderne. Under tegningerne anede han mærkelige tekster. ‘Det må være eksperimentallitteratur eller automatskrift fra udgivelsestidspunktet’, vurderede han, men kunne ikke rigtigt få det til at passe med, hvad han ellers havde lært om litteratur fra 1990’erne.

Han slog op på nettet. Forfatternavnet var næsten ukendt. Bortset fra en middelmådig debutroman fra 1972 og et par mere end nedladende litteraturanmeldelser fra 1997. Så gik der krimidetektiv i den unge fyr. Politirapporter fra samme år fortalte om en ensom forfatters selvmord, og en forsvunden korrekturlæser. Forlaget var for længst lukket, så det var tydeligvis det eneste spor, der var at gå efter.  

Korrekturlæserens ulykkelige mor levede stadig men kunne ikke huske, at sønnen var forsvundet. Hun var blevet diagnosticeret med en demenssygdom og kunne heller ikke genkende bogen. Syntes det lignede et neorealistisk værk. Sammenhængen fik den unge kunststuderende aldrig frem i lyset. Han mistede gejsten for at løse gåden, vendte tilbage til sine studier af de velkendte værker og smed novellesamlingen ud sammen med ting til småt brændbart.

I den ulykkelige mors gemmer lå et uåbnet tilståelsesbrev. De efterladte kendte i øvrigt slet ikke noget til sagen og gjorde sig ikke engang den ulejlighed at åbne brevet, da de ryddede den afdødes bolig. Så skrivelsen med den egentlige forklaring blev makuleret sammen med de øvrige personlige papirer.