UDSAT FOR KUNST

Af Helle Solhøj

Skønheden stillede sig op i køen for at komme indenfor til receptionen. Den var ikke direkte inviteret, men de erfarne ville bagefter ikke være overrasket over, at den mødte op i sin sammensatte størrelse. Kendere kender den som meningen med lyset, der skinner bag overfladen. Længslen, der strækker sig ud for at blive forstået. Noget ukendt, der kalder på svar. Et markant indtryk, hvor et enestående øjeblik bliver til. Også selvom det kan vise sig være en ubehagelig oplevelse.   

Umiddelbart var der ikke nogen, der bemærkede skønhedens ankomst. Tavst sneg den sig gennem forhallen med opmærksomheden vendt indad. Den satte kursen mod udstillingsrummene, hvor begivenhederne skulle finde sted. Nogle af gæsterne kikkede hurtigt op ved fornemmelsen af en kølig luftning, der strejfede forbi, men flød så videre i festens flow.

Den kunne have ventet til en anden dag. Men i sprækkerne var der altid mulighed for at finde en åbning. En åbning til en undren. Om at være her. En åbning til spørgsmålet om meningen med kunsten, naturen og livet. Et bud på det unævnelige og ubegribelige i krydsfeltet mellem fysik og værdi.

Et stillads var opstillet til at bære kunsten, og mellem ting stillet op på stilladset voksede vækster frem. Stille stod skønheden og betragtede sig selv i spejlingen og sammenstødet. Fra kunstinstallationen med ophobning af hverdagsting, fantasiting og naturting begyndte fastlåste funktioner at frigøre sig fra deres sædvanlige brug. Til sære materialesammensætninger. Til uvante sammenføjningsteknikker. Til aparte motivsammenstillinger. Til dragende, koloristiske sammenskrivninger. Til uanede muligheder. Stykke for stykke faldt de sædvanlige forklaringer fra hinanden og gjorde sig fri til nye tydninger. Levende former med stoflig energi. Levende billeder drevet af forestillinger.

Nogen så, hvordan tankerækker faldt fra hinanden. Hvordan definitionskraften blev spændstig i mødet. Hvordan kunsten med skønhedserfaringens mellemkomst greb fat i erkendelsen og ruskede i de vante indstillinger. Hviskede kærligt, ømt og bekræftende. Hvislede insisterende og provokerende. Trak opmærksomheden ud i perspektivets flere dimensioner og tidens nødvendige strøm af associationer.

Nogen hørte en ydmyg bøn om at blive forstået. Følte et benspænd og fornemmelsen af at falde. Mistede balancen og mærkede hænder, der rakte ud.