I ALDERDOMMENS ENRUM

Af Helle Solhøj

Før i tiden var det ikke noget, han tænkte over. Det er kommet med årene. Nu da han har tiden og sindets sindighed til at mærke efter. Et bredt, vævet baggrundstæppe til at veje, vurdere og vægte, hvad der har værdi. Lange tråde af erindringer, der vækker visdom dybt inde i det seje kød. Et kropsligt sprog til at forstå følelser gennem egne erfaringer.

Hvordan lyder handlekraften? Bevægelsen og evnen til at komme fremad. Den utålmodige stemme, men nu er det andre, der skynder på bagfra. På vej opad, mens de høje trin skrider under skoene, benene knækker sammen og fast grund forsvinder, lige indtil nogen eller noget rækker ud med balancerende hjælp, og hånden igen får fat. Rystelserne mærkes længe efter.

Hvordan dufter hyggen? Det hjemlige og det daglige brød. Øjeblikkets forvandling til hjertevarme på tværs af alle tider mellem barndom og alderdom. Forventningens begærlige sult og trygheden ved det velkendte. Der sidder man og venter, nippende, spørgende, indtil maden er klar, og der bliver nikket, skåret et snit i den gyldne skorpe, og rummet mættes af velværets ro.

Hvordan smager lykken? Den søde, den salte, den krydrede fryd. Fra knasende til sprød, fra knusende til blød. Med årene blev smagen moden. Han lærte både at servere og fetere. At begære og blive fortæret af en kærlig favn, der tog imod den, han var og er.

Hvordan ser savnet ud? Mørket uden lys. Fraværet af kvinden med de trætte øjne, og som han levede sammen med i mere end femogtres år. Også i årene med krise, da en yngre kom på tværs. Kvinden, der fik dybere furer i hudens rynkede folder, og da hun gik bort, blev hun glat og hvid, og jorden sort.

Hvordan føles det levede liv? Han sukker dybt og mærker lænestolens støtte og hvile. Om lidt vil han rejse sig, for han blev ikke færdig. I morgen vil han tage fat igen. Eller om et par dage, for han skal lige have samlet kræfter igen. Samvittigheden nager. Han fik jo ikke gjort det, han ville. Han kunne have gjort anderledes, burde have gjort noget andet. De flagrende syner slås med resignationen. For trætheden trækker og en blid accept sniger sig ind. Tør man slippe styringen, bare lidt? Skal man give efter? Give plads til at håbe på håbet og tro på, at der er mere end én retning?

Han rejser sig. Enrummet drejer og gør ham svimmel. Han mærker, hvordan tiden vender sig rundt om sig selv. Måske man derude kan genfinde det, der er rigtigt og vigtigt. Måske man nu kan se hvad, der er hvad.