Ad bagvejen kom man til en lang smal korridor, der førte ned til en lukket dør. Man skulle vide, at den var der for at finde vej. For tilfældigt passerende var den hemmelig og skjult. De, der kendte stedet fandt slusen, samlede sig sammen, bøjede hovedet og trådte andagtsfuldt ind i det lille rum med hvælvet loft. Der var dunkelt, men man kunne godt fornemme kammeret, der strakte sig ud mellem det kolde stengulv og de varme, udskårne træpaneler på væggene. Åndehullet var ikke stort men stort nok.

Rummet var mørkelagt med store, tunge gardiner for vinduerne af hensyn til de lysfølsomme gerninger, når billeder skal fremkaldes og forstørres. Kun et dæmpet, glødende lys gjorde det muligt at finde rundt. På et podie i den ene ende af rummet kunne man ane fire stativer stillet op i en flad cirkelbue. Der var gjort klar til en begivenhed.

Nogen kom to og to, nogle få kom i grupper og de fleste kom med sig selv. Søgende sjæle uden art og alder. Men kendt på det spiralsnoede ydre og et blødt beboelsesrum fyldt med porøse årer i det indre. Med let uro og lavmælt tale fandt de hver især en plads i det, der nu blev et fælles rum med tilpas forhøjet tryk. Men ikke tættere end, at der var plads til passage til den forestående proces.

Der blev ventet og stillet ind på forventning om en særlig begivenhed i intimitetens rum. Gulvet sank indad, og gardinerne viftede og faldt til ro i foldernes lange dybde. Der blev kikket forsigtigt rundt og skelet op til podiet.

Så kom den langsomt. Udefra. Først den ensomme lyd af kammertonen fra et ubestemmeligt sted bag væggene. Bagefter sagtmodige instrumenter, der blev stemt i samme frekvens. En sidedør blev åbnet. Fraværet strøg ud i gennemtrækket og forsvandt. Så begyndte musik at svæve ud i kammeret og løftede samspillets intensitet.

Lyd løb gennem gange og vibrererede hinder og knogler. Bevægede sig i spiral og forplantede sig i rytmiske tryk og musikalsk impuls. Hjertekammeret blev opfyldt af tonerne fra den romantiske komposition, nyiltet blod og nydelsesfuld skønhed.