VINDENS VOVEHALSE

Ivrigt strider to kvinder sig målrettet fra promenaden og ind over klitterne med hver deres håndskubbede køretøj. Hjulene glider i det løse sand, men viljen er lige så hård og stædig som modvinden.

Byger af havskum sprøjter i takt med vindens ruskende tryk. Selv her mere end hundrede meter på afstand af det oprørte hav. Kvinderne ler. Skydækket er mørkegråt i sin rasende overgangsfase. Stemningen er vild, våd og kold. Den ene kvinde gisper i den barske vind og er nær ved at falde. Den anden rækker hånden ud, så de begge kan få et ekstra støttepunkt i den fælles beherskelse af naturens elementer.

Optændte nærmer kvinderne sig oversigtsstedet ved klitkantens toppunkt. Deres høje hvin skærer energisk gennem de brølende brus fra havets bølger, der med voldsom kraft ruller rundt og kaster sig ind over sandstranden under klitterne. Bag de to kvinder samler der sig flere og flere mennesker. Tiltrukket af natursceneriets magt og muligheden for at opleve de udfordrende maritime outdoor-aktiviteter. Nysgerrige tilskuere og eventyrlystne vovehalse, som de to kvinder i forreste række.

Der står de på toppen. Forbundet med naturens kræfter. Forenet i en fælles livspassion. Begge har flerdobbelte verdensmesterskaber med sig i bagagen og altid parat til at kæmpe om en ny sejr her på et af Europas bedste windsurfing spots. De råber til hinanden. Optændte af den skræmte lyst til at gå i ét med bølgerne, skyerne, havet og vinden. Fange vinden i sejlet. Ride på bølgerne. Hoppe højt og rotere i luften. Action, performance og freestyletricks.

Den ene nikker med sit rystende hoved. Den anden peger med sin krogede finger. Skælvende og genopfyldt af velværets gys kaster de to kvinder sig ind over hver deres rollator og ruller baglæns med vinden ud over bølgerne.