’Ignorere’, siger hun tørt. Spillet er lige så kedeligt som den uendelige søndag eftermiddag. Han ryster på hovedet. ’Nej, det er ikke rigtigt. Det hedder negligere’. ’Det er da det samme’. ’Man skal være præcis!’. ’Det kommer da an på’. ’Ja, jeg siger det bare. Ellers kan det jo være lige meget’. ‘Ja, lige præcis’. ’Hvad?’ ’Lige meget!’. Men det er det jo ikke’. ’Nej, netop’. ’Ja, netop nej’. Det var ham, der ville spille. Egentlig gad hun ikke. Hun ville hellere have været udenfor. På tur. Eller i biografen. Men det gad han så ikke. Hun flytter brikken. Så tager han terningerne. Ryster dem. Ikke bare en gang, men mange gange. ’Ja, ja, så er det vist også godt nok’. Han ryster igen og slår. Terningerne triller. Den ene helt ud til kanten. En femmer og en treer. Hun gaber. Han kikker ud over spillepladen. ’Hvilken kategori?’ spørger hun. ’Natur, vel’, siger han efter at have tænkt sig om et stykke tid. Hun tager et kort fra bunken. ’Hvor mange unger kan hunharen få i et kuld?’. Han gentager: ’Antal unger. En hare. En hunhare. I et kuld. Tja, hvor mange, hvor mange?’. Han lukker øjnene: ‘Det burde jeg jo vide’. Hun sukker. Hvorfor i al verden bliver hun ved med at invitere ham. Han gnider sig på hagen: ’Hvordan er det nu med kaniner? De kan vist få over ti’. Han puster tungt: ‘Men harer, de kan ikke få så mange’. Han ler: ‘Ja, det burde jeg jo vide’. Han rynker panden på den der irriterende måde: ‘Hm’. Kom nu, kom nu. Hun kikker hen over ham. ’Kom nu’, siger hun så. ’En hare kan vel få seks’. ’Nej, fem’. ’Det passer ikke’. ’Tror du ikke på mig?’. ’Nope’. ‘En til fem, det står der. Se selv!’ Hun rækker ham kortet. Suk. Hans brilleglas er også fedtede.