POSEN BLIVER RYSTET

Af Helle Solhøj

Det klirrer, da hun ryster posen.

Det lyder som glas. Som tunge mormorglas fyldt med hjemmelavet jordbærmarmelade, syltede squash og hyggelighed. Som genbrugsflasker tømt og samlet af nydende og søgende. Men realiteten er ved at gå op for folk.

Det klirrer igen. Det er ruderne. Det spændte glas vibrerer. Så længe det holder. Stormen er taget til og er igen opgraderet til orkanstyrke. Alt bliver rystet, og rum ude og inde fyldes med den enerverende lyd af luftstrømmes hærgen.

Det har stormet uden ophør i månedsvis. Hvirvelvinde bliver kastet rundt, tyfoner raser, og med mellemrum bliver større områder jævnet med jorden. Hvad der førhen blev kaldt katastrofer er blevet ny normal. Skræmte dyr og mennesker søger beskyttelse og skjul.

Nogen søger mod sletterne, trykker sig fladt ned og graver hulninger i overfladen. Andre søger mod bjergene. Men selv klippefaste klipper er ikke længere urokkelige. Det, der engang var symbol for uforanderlighed og sikker grund, glider og styrter sammen. Jorden skælver.

Hun ryster posen. Det klirrer igen. Posen er fyldt med hårde facts og bløde værdier.