FLUGT I FLYGLET

Af Helle Solhøj

Der lugter syrligt af nåleplantage. Sammenfiltrede kroner over gold og stikkende grund. Han kryber i støvet langs gavntræets årer og ruller sig sammen under selvbedragets dækken. Et elendigt menneske. Illusionen om kvalitetsmusik og symbiose med universet bristede med et brag. Det eneste, han hører nu, er fejheden, der hvæser og det rungende ekko fra låget, der smækkede i.

Verden var ren resonans i den søde drøm om musikalsk tjeneste ved koncertflyglet. De søgende fingre og de bevægede følelser, der tager imod musikkens appel. Ømheden i anslagets præcise trykpres på de fjedrende hamre og de nøjagtigt spændte strenge, der svinger klangfuldt over flyglets sangbund. Det lykkelige samspil mellem menneske og instrument, publikum og koncert.  

Men han hørte aldrig det, han higede efter. Det fejlfrie forløb. Den fuldkomne sluttone og de magiske sekunder af stilhed, hvor skønhedens pragt klinger. Det forløsende klimaks, idet et mægtigt bifald bryder løs.  

Det eneste, han erfarede, var uduelighed og afmagt. Hvide nodeark og elfenbensfarvede tangenter, der faldt fra hinanden. Rystende hænder, der hverken kunne påkalde musik eller fremkalde toner. En ussel kryster, der krøb sammen i skam. Koncertarrangøren, der vendte ryggen til og tavsheden fra salen, mens solisten forsvandt ned under låget.