Hånden strækker sig frem til et fast håndtryk. Men der er ingen anden hånd. Okay, så, der er andre måder at hilse på. Hånden på hjertet, håndfladerne presses mod hinanden foran brystet, og fingrene rettes opad. Der nikkes og efter fem respektfulde sekunder løsnes hilsetegnet igen.

Med en lille drejning vendes håndfladen skråt nedad. Pegefingeren falder let frem, og danner sammen med tommelfingeren en god krog. Til at gribe ting, forme og bruge redskaber. Snilde fingre til håndens arbejde og handling. Eller bare klar til at rejse et spørgsmål til verden. Langefingeren strækker sig søgende opad. Markerer. Men skal man virkelig vente, indtil man bliver spurgt? Hånden griber sig selv i en utålmodig spænding, og tommelfingeren trækker alle fingrene ind under sig. Knyttet sammen i en fast kuglenæve. Fyldt med koncentreret energi i strakt arm. Klar til revolution. Eller angreb.

Men da tager de fire længste fingre føringen. Lægger sig tæt sammen med håndfladen vendt udad og trækker tommelfingeren tæt til sig i et afværgende Stop! Langefingeren rejser sig formanende og rækker pegefinger med opad i et åbent V. Og de tre andre fingre må bøje sig under fredens tegn. Så folder alle fingrene sig ud i en flad vinge, rejser sig, bukker sig, rejser sig, nejer. Vifter og vinker. Venligt.

Hånden tegner en bue. Åbner den opadvendte håndflade i hjertehøjde. Tommelfingeren lægger sig rundt i kanten, og håndhulen danner en lille skål. Til at samle i og bære. Til at modtage. Til at tage hånd om det, der er givet.