HØJDESYGE

Af Helle Solhøj

Luften hænger i tynde tråde. Det føles som om, det er hans eget ansvar. At alt afhænger af ham selv. Det er ikke nogen endagstur. Toppen er lige så fjern som det ambitiøse mål. Den ene slidsomme dag tager den næste. Hver etape kræver ny energi.

Men han hører ikke, om der er en tavs følger. En, der kender stedet indefra. En, der læser og oplæser de tegn, som i sidste ende bestemmer forløbets udfald. Han mærker motivationens raske spring, og han undres over langsomheden, der strækker tiden ud i livsfarlige situationer. Han retter sig op ved drivkraftens energi. Han ser ikke, om der er én, der følger efter i hans eget tempo, når det går godt. Når det går for hurtigt. Og når det ikke går. For han forestiller sig, at han er alene. At det er hans eget ansvar at komme opad. At alt afhænger af ham selv.

Stakåndet stædig klamrede han sig til et fysisk holdepunkt. Et fremspring, en knold, en forvitringskant i den geologiske udfordring. Tøvede med at fortsætte derhen. Hvor hjerter overgives til tyndere luft. Hvor organers retning vendes om. Hvor dækvinger løftes.