Det lignede noget roderi. Gamle skåle, potter og bøtter af glas, keramik og metal var stillet og stablet rundt omkring på de ujævne fliser. Tilsyneladende sat til side mellem rustne haveredskaber, overbegroede plantekrukker og en skæv kurvestol med slidte hynder. Rummet under halvtaget forsøgte på bedste måde at give plads til en slags skærmende ly mod omgivelserne udenfor. Halvmuren havde gennem tiden været kalket i varme jordfarver, og lagene skallede af i en mosaik af okker, umbra og brændt sienna.

Et par udtrådte hjemmesko med nøgne fødder trippede langsomt hen over dørtærsklen. Famlende og forknytte. Blodkar tegnede sig synligt op ad benene med blå åreknuder. Det var tydeligvis bare en af forklaringerne på den besværlige gang. Ved kurvestolen blev der stoppet op, og stolens sæde tog troligt imod den krumme krop.

Duft af efterladt nat bølgede ud fra husets dunkle rum og blandede sig med tung morgendis, der drev ind fra havens frigivne natur. Minutter gik. Timer gik. Det eneste tegn på aktivitet var fugles forbigående morgensang, som efterhånden tonede ud. Et ensomt knitrende blad og et vindsus trak forbi. Tæppet i stolen blev trukket tættere omkring det tynde legeme. Der blev ventet. Erfarent. Forberedt.

Så kom regnen. Først en hul trommen på det utætte tag. Så de dryppende dråber på klingede glas, keramik og metal.