LILLE OG STORT HVORFOR

Af Helle Solhøj

Jorden var kold. Frosne vandpytter knasede under vandrestøvler. Den tynde is revnede, og der blev efterladt mudrede spor på den hullede vej. Vejret var råt og gråt. Natten var en af årets længste.

Instruktøren havde sendt en nyttig påklædningsguide med i vejledningsbrevet til deltagerne i vinterkursus om udesidning og natursamhørighed. Lag på lag, bevægelsesfrit, vandafvisende og svedtransporterende. ’Medbring også frostsikre omslag til at hylle dig i under den stillesiddende aktivitet,’ lød den klare opfordring. Alle var forberedte.  

Nu gik de her. Instruktøren forrest for at vise vej og deltagerne bagved. På vej væk fra hverdagens støj. På vej til natlig udendørsmeditation for at søge kontakt med det hinsides og høre svar. Ingen sagde noget. Hver gik med sit helt eget spørgsmål til livet.

Da de kom ud på kanten, stoppede de op. Instruktøren fulgte hver enkelt af deltagerne til et nøje udvalgt sted, hvor de kunne sidde beskyttet for vind og kulde. Alene i mørket.

Flora havde fået en plet i skovbrynet, samlet visne blade og tørt mos omkring sig og lavet et blødt leje i en hulning i skrænten. Hun pressede sig ned i jorden og krøb sammen. Afventende stilheden. Lyttende efter lydene. Lidt skræmt af uhyggen. Ventende på sit svar i sin puppe. ’Hvorfor er jeg egentlig her?’