Først lød det spredt, men lidt efter lidt faldt de ind i en fælles rytme, og hænderne klappede i takt. Stort og brusende gjaldede jublens energi, og tagene løftede sig. Den webtransmitterede koncert havde bevæget sit publikum.

Alt og alle klappede. Den altid begejstrede, som ved en enhver given lejlighed benyttede chancen til at udtrykke sin ekstatiske livsholdning. Den forsigtig tøvende, der næsten ikke turde men vågnede op og fandt sine hænder i medrevet bifald. Den lidenskabelige med sit alt for varme hjerteblod, der nu igen strømmede frit i kraftfulde pulsslag. Den umusikalske fyldt af passioneret lydbegær og som villigt hengav sig, flydende med på den fælles bølge, for så var der måske alligevel ikke noget om det.

Den søgende, der trods sin mistro og tvivl overrasket fandt sig selv i ovenud opløftet stemning. Den professionelle med kritisk skarpsindighed, som forsøgte at holde en vis distance, men hvis kropslige engagement heller ikke lod sig holde tilbage. Den statuariske med tilbagelænet ironisk attitude, der opgav sit kunstige adfærdsspil og så bare gav los og mærkede befrielsens lethed. Den livserfarne, som taknemmeligt, dybt taknemmeligt udtrykte sin påskønnelse med sine krogede lemmer, for nu havde intet dog trods alt været forgæves. Alt og alle klappede.

Hvem der var begyndt, vidste ingen. Da den sidste tone klingede ud, og webkoncerten var slut, var der fuldstændig stille. Ingen blandt de utallige publikummer ude i stuerne vovede at afbryde sameksistensens alvorsfulde skønhed. Stilheden sitrede. Indtil én lagde hænderne sammen i tak til musikkens univers og koncertens udøvere. En anden greb uvilkårligt takketegnets ekko. Håndflade rørte håndflade. Klap lød, stjerner blinkede, og bifaldet rullede sig ud.