En enkel og overkommelig opgave. Det burde det være. De havde gjort det nemt og praktisk. Man kunne køre helt hen til rampen. Og så stod hun alligevel her og tøvede. Ømt kikkede hun på den. Der lå den rullet sammen. Pæn, ordentlig og helt rolig. Hun kunne mærke klumpen i halsen og en varm følelse af nostalgi presse sig på fra et lidt for fast støttepunkt indeni. Dybt inde i maven. Lige foran rygsøjlen, hvor nervetråde fra rygmarven samler sig, ruller rundt, fletter sig sammen indad mod bughulen og stråler. Et modtagelsespunkt, der var vokset umærkeligt med alderen. Hvor følelser var flyttet ind og havde fæstnet sig.

Kærligt løftede hun forsigtigt dens hoved. Fornemmelsen af det livgivende arbejde, som de to sammen havde sørget for, fyldte hende med taknemmelighed. Det var ikke store ting, de havde gjort. Egentlig havde de bare formidlet frodighed. Men det, som de to havde gjort sammen, kunne ingen af dem have udrettet hver for sig. Uden hinanden ville det aldrig være lykkedes. Med tiden havde de fundet en smuk, samkoordineret fortrolighed. Hun havde plejet den og passet godt på den. Den havde altid været der, når hun havde brug for den. Trofast gennem mange år. Skulle det så bare slutte nu på denne måde?

Måske var det alligevel dumt. Måske kunne der alligevel findes et sted til den derhjemme. Hun sukkede og lukkede bildøren. Nej, så fik det jo aldrig nogen ende. Hvad så med alle de andre, der havde været med gennem mange år? Nu måtte det ske. Der måtte ryddes op, ryddes ud.

Hun åbnede igen den lille Toyotas venstre bagdør, bøjede sig ind over sædet og greb fat i papkassen med begge hænder. Den lå stadig stille og sagde ingenting. En servicemedarbejder så hende stå og bakse med kassen og spurgte højt hen over pladsen, om hun havde brug for en ekstra hånd. Hun vinkede afværgende. ’Nej, nej, jeg klarer det selv’. Så tog hun en dyb indånding, løftede kassen op i sin favn og bar den hen til containeren. ’Du skal bare give slip. Det er bare en ting. Materien kan genanvendes’, sagde hun fornuftigt til sig selv. Så løftede hun kassen op, vendte bunden i vejret. Og tyve år og tredive meters fælles haveliv slyngede sig ned i genbrugsdybet for at blive forvandlet til ny energi.