’Begynd nu’, sagde skriveskolens instruktør og startede stopuret. Forfatterspirerne gik i gang. Mogens kom hurtigt fra start, og med sportslig kampgejst løb hans fingre i topfart hen over tastaturet, for han troede, at det handlede om at komme først. Elena trak vejret dybt. Sindigt og roligt begav hun sig afsted. Stensikker på, at hun kunne holde ud i mange timer. For hun havde lagt omhyggelige planer for både nærende pauser og tid til redigering indenfor den givne tid. Gert gik rimelig hurtigt i gang. Slettede så de første linjer. Begyndte igen. Fik bygget et par afsnit. Fortrød. Begyndte på et nyt dokument. Kom så tilbage til det første. Men blev usikker på, om det var det rigtige. Efter en times tid havde han seks-syv forskellige versioner i gang. Bibse spang lige ud i det. Kørte på. Et stykke tid. Så gik hun i stå. Ingenting skete. Hun rejste sig. Strakte ben. Gik ud. Hentede kaffe. Vendte tilbage. Skrev lidt. Op igen. Ud og tisse. Gik rundt om sig selv. Fik efter nogle timer klippet. En springende tekstcollage sammen. Og det var så det. Agnes kunne mærke præstationens tunge pres ånde sig i nakken. Hun skrev og skrev. Skævede bagud. Ængstelig for, om andre havde fået bedre ideer. Hun sled og sled. Blev slet ikke tilfreds. Var stakåndet allerede efter femogtyvehundredetyve ord. Irene var ulykkelig, og hendes ord græd. Toke klukkede højt. Fawaz var kompletligegladogskrevbarederudadienlangsmøre. Nora eksperimenterede med både blind…., om tale vendt, spørgeark? og =leg. Midt i det hele sad Svea. Hun greb den ene ide og også den næste, der kom svævende. Levende billeder dansede for hendes undrende øjne. Tanker formede sig til meningsfulde tegn, særegne karakterer og lyriske sammenhænge. Hun arbejdede livligt med ideen om at udfolde skriveprocessen mangfoldige mennesketyper. Men det genstridige tastatur ville ikke være med. Det blev ved forestillingen.