Det er koldt, men der er mange mennesker i byens park. Hun er her også i dag. Er her faktisk hver dag. Genkender også flere af de forbipasserende. De fleste ser hende bare slet ikke. Medmenneskeligheden.

Så er der alligevel én. Kortvarigt møder hans blik hendes. Overrasket. Opmærksomt rækker hun hånden frem. Forgæves? Også han går hurtigt videre i sit sædvanlige spor.

Hun læner sig ømt tilbage. Sukker stille. Hvis de vidste og ville, så kunne hun hjælpe. Med at lette deres tyngende fordomme og vante forestillinger. Få dem til at se.

’Ja’, siger eftertanken og strejfer kvindens irgrønne bronzekrop.