Der var ikke overskyet den dag, de mødte hinanden. Der var lige akkurat åbnet op til en stribe lys i nogle få timer inden solnedgang. Fra den dag kom hun hver eftermiddag for at dele bekymring og tankedyb med hende indtil skumringstid.

Hun havde siddet i parken på sin yndlingsplads, læsende i en bog, lænet op ad en gammel blodbøgs stamme. En pludselig indskydelse havde fået hende til at rejse sig. Hun var gået et par få skridt ud i den snævre lysning. Den dag dukkede hun op og siden alle dage, når sprækken bliver tydelig. Hen på eftermiddagen kommer hun listende og sætter sig ved siden af hende. Hun lukker bogen i. Så sidder de to der sammen. Taler sammen. Om dage, der går. Om nætter, der kommer. Om spekulationer, der kredser.

De taler sagte. Om spejlglatte flader og glaskorn. I den fortættede verden, den nære verden og andre verdener. Hun ryster på hovedet, når hun spørger til hendes. Så lægger hun hånden på bogen, og hun ved, at det er tid til at tale om det vigtige. Fakta og magi. Prosa og poesi.

Insisterende spørger hun til indhold, form og betydning. Tanker på tværs af tider. Forestillinger i fortid og fremtid. Forklaringer i nutid. Hun ler, når hun udtrykker sin tvivl og sin undren. Hun siger, at forståelsens figur er noget, hun griber i rummet. Uden hende, ingen oplysning.

Som minutterne går, rykker hun nærmere og nærmere. Hvisker, tæt og fortroligt. Om venskab og vidder. Indtil aftenen sænker sig. Hun rejser sig. Hun rejser sig samtidigt. De følges ad et stykke vej. Så går hun, og hun er igen ene.