Modlyset har vækket inspirationen, og hvide papirark findes frem. Men hvad skal der til for at give tegningen udtrykskraft? ’Hurtige bevægelser’, siger blyanten. Den løber rundt og rundt om sig selv, grebet af stemningens hvirvlende silhuet, og efterlader grafitstreger som snurrende kruseduller på papiret. ’Stærk kontrast’ konstaterer penslen afklaret, anbringer få velvalgte penselstrøg med sort tusch på fladen og lader det hvide papir skinne kraftigt bag baggrunden. ’Kalligrafisk stringens’. Det er pennen, der formfuldendt viser i figurativ form, hvad den har lært sig af bogstaver og tegn gennem grundige skrivestudier.

En gåsefjer dypper sin skarptskårne fod i den sorte blæk og former en pæn figur. Pludselig bliver den overmodigt eksperimenterende, vender sig om, dypper hårene i blækken og efterlader med et opfriskende svirp et fjerstrøg på hovedmotivet med ordene: ’Kreativt mod’. Et godt brugt, presset kulstykke går i kompagniskab med et viskelæder og i en ivrig gniden og gnubben får de modelleret et livagtigt motiv frem på billedfladen og hvisker enstemmigt: ’Tålmodighed. Vedholdenhed’.

Det lette, brændte tegnekulstykke af det fineste piletræ fra Somerset-egnen i England holder vejret, bange for at blæse væk, inden det overhovedet når at få gjort opmærksom på sig selv. Så lægger det sig let til rette mellem to omsorgsfulde fingre, og varierede gråtoner af luftige kullag vokser tyst frem på det hvide papir.

De klassiske farveblýanter og pastelkridt ligger inaktive på hylden sammen med de andre kulørte remedier. ’Vi kan friske op med farver’, kalder de højt. ’Ja, det er godt med jer’, siger den søgende illustrator, ’men nu lader vi den sort-hvide palet vise, hvad den kan’. Hun lægger papirarkene på bordet, og tegneskitserne kikker nysgerrigt tilbage og griber øjets grafiske grublen.