Der var indkaldt til samling på marken. På vegne af de velvoksne træer var der kun kommet nogle forfløjne, visne blade og frø båret med af vandrende vinde og fordøjelsessystemer. Træerne med stammer og krontag var blevet hjemme, for deres rødder holdt godt fast i jorden, hvor de stod. Men de mente nu nok, at de havde en særlig betydning for projektet. ’Skoven, det er altså os’, sagde træerne stolt og selvsikkert og så sig selv som symbol på selve livet.

Dugdråberne blinkede heftigt og vred sig lidt forurettet. ’Men vi er da også vigtige. Det er da os, der skaber grundlaget for liv’, sagde de, ’vi spejler himlen’. ’Hvad?’ spurgte nogle af de andre. Det var ikke alle, der forstod, at dråberne også talte på vegne af de kommende skovsøer og drivende skyer. Så måtte de små flygtige fænomener endnu engang gøre rede for vandkredsløbets meritter og mysterium, og mange af dem blev så ivrige, at de fordampede og steg til vejrs.

Skovbunden så man endnu ikke noget til. Den strakte sig tålmodigt fra bryn til bryn derude i horisonten men havde dog sendt et par følere ud fra sit underjordiske netværk af mikroorganismer. ’Hvad med gravhøje, skal vi have flere af dem?’ var der én, der spurgte men hurtigt trak det i sig igen, da der fornærmet blev råbt: ’Autenticitet!’ Det var den oldgamle gravhøj, der lå midt ude på marken. Den følte sig særlig ophøjet, for den havde status som fredet kulturarv. Og så var der ikke nogen, der skulle komme og røre ved den. Musehullerne, rævegraven og røverhulen lo hult. De gjorde, hvad der passede dem.

Fra skovfuglene kom der kvidrende ekko og ønsker om fuglebo og skjulesteder. Skovvejene havde været på tegnebordet og foreslog sig selv som linjeførende i en strukturplan, hvor der også var plads til trampestier. Men stierne var allerede gået i forvejen og var spontant i gang med at finde deres egne ruter gennem terrænet på den lysåbne mark.

Nyskoven lå og sitrede under plovfurerne, lyttede til skovfænomenerne og drømte om sig selv som både kulstoflager, biodiversitetsbeskytter, mennesketerapeut, artsrigt levested, saglig ro og fletværk af eventyr. Det var heller ikke noget, der lå helt fjernt. For fortællingen om skoven, der havde samlet skovfænomenerne på dette sted var netop skrevet for at bekendtgøre, at marken nu igen var frigivet til at springe i skov.