TÆNK

”Kommer I ikke med?” Bevidstheden forsøgte at samle alle de adspredte tanker. Det var ikke så let. Mange af dem var vant til at bevæge sig frit og havde ikke tænkt sig sådan at lade sig styre. Ræsonnementet rejste sig op og kaldte ud over forsamlingen, om der var nogle af argumenterne iblandt dem, der mente at de havde en fornuftig grund til enten at komme med eller ikke at komme med. Problemløsningen gad ikke vente men begyndte straks at gøre sig klar til handling.

Spørgsmålene stillede sig på sidelinjen, iagttog nysgerrigt de andre og blev ved med at spørge hvorfor, hvorhen og hvornår. Tre ideer var gået sammen, og det skulle de nu nok have passet på med for straks var der to mere af dem. Meningen forsøgte at mærke efter, om det egentlig gav mening, og konklusionen stillede sig firkantet op og var egentlig bare klar til at nogen fyldte den ud.

Planen og programmet satte sig ned for at finde en vej. Hensigten og intentionen stod på hver sin side. De ville jo egentlig begge to gerne være med til at udpege retningen. Men så kom dialektikken og forstyrrede ved at vende det hele om på vrangen. Påstanden kom op at skændes med logikken, som egentlig følte sig for god til det, men så vidste man godt, at det ikke var til at få et ord indført.

Grundsætningen og følgesætningen tog hinanden i hænderne. De kendte godt deres plads, i hvert tilfælde når de have præmissen med som tredjemand men typisk, så var hun også væk i mylderet. Spørgsmålene var åbne, ville gerne hjælpe men havde lidt svært ved at komme til imellem alle brokkerierne, der allerede havde taget stilling og som i hvert tilfælde ikke lod sig rokke

En enkel forespørgsel gik hen til fordybelsen, for at sikre sig, at hun ikke sank helt ind i sig selv. Så var der en, der huskede, hvordan det hele startede og en pludselig indskydelse skrev det straks bag øret. De store dybsindige tanker gned sig omtænksomt et vist sted, og nogle af dem hidkaldte abstraktionen og de symbolske billeder, for de var vant til at tage sig af de store, grundlæggende ting i livet. Inspirationen syntes også, at det var helt vildt, eventyrligt, spændende men var også lidt utålmodig. ”Aha”, lød det, da en klokke ringede fordi to uden navn frugtbart havde strejfet hinanden. Fantasien var der straks og begyndte at skabe nye billeder, og forestillingsevnen kikkede med over skulderen for at se, om ikke der også skulle komme noget, som hun eventuelt også og muligvis kunne bruge engang i fremtiden. Associationerne var allerede i gang og trillede afsted med deres tankerækker, og andre fulgte med i livlig indre dialog. Tvivlen trak i den anden retning, blev igen lidt usikker og trak i en tredje retning, også selvom erindringen forsøgte at overtale og fortalte, at det plejede jo at gå godt nok.

Da de triste tanker kunne se, hvad der var i gang stimlede de til og satte sig stille ned sammen med bekymringen og modløsheden. Sortsynet, pessimismen og de mørke og dystre tanker trak dem ud i et sort hul sammen med tvangstankerne. Men de ville allerhelst være for sig selv, og tungsindet og melankolien satte sig udenfor og vogtede. Hvem der fik selvmedlidenheden på banen, var der ikke rigtigt nogen, der vidste, men hun trådte hjælpende til. En strøtanke fik fat i selvfølelsen, der var kravlet ned i underbevidstheden og sunket hen i drømme. Hun kom frem sammen med medlidenheden, der kikkede udad og mødte en pludselig opvågning. Lettet blev hun, da hun så fremtidsperspektivet stå og vente. Skønne tanker tog nysynet i hånden, og sammen gik de hen og fandt orienteringsevnen. Det oplyste alle tankerne, og så var bevidstheden klar til at begive sig ud på nye opdagelser.