Efterhånden var staffeliet blevet skubbet længere og længere ind bag ved. Først måtte hun folde strygebrættet sammen. Bagved havde der samlet sig en bunke med gamle årgange af drømmelokkende tyske og svenske livsstilsmagasiner. Liebe Land og Eco Queen. Dugen fra forrige års våde halloweenfest havde hængt til tørre hen over staffeliet. Hun foldede den forsigtigt sammen for ikke at ødelægge de sarte, sorte edderkoppespind af papirkniplinger. Så var det endelig befriet.

Hun trak staffeliet ud på gulvet. Stod et øjeblik. Trak det lidt til højre. Gik tre skridt baglæns og overvejede. Lyset var heller ikke helt godt her. Hun drejede staffeliet en smule. Gulvtæppet krøllede. Hun bukkede sig, foldede det ud og rejste sig igen. Det var vist bedre. Så flyttede hun rullebordet hen ved siden af til venstre. Fortrød og rullede bordet over til højre. Hun tog oliefarverne ud af æsken, spredte dem først tilfældigt ud og arrangerede dem så i pæn orden. Så satte hun tre renseskåle med terpentin på bordpladen, fandt krukken med pensler frem og nogle gamle klude til at tørre af med. Hun hostede. Derefter begyndte hun at afrense paletten. Hun gav sig god tid. Det lykkedes næsten helt at fjerne den grønne, frodige farvesymfoni fra de seneste maleseancer. Det var vist ved at være tre et halvt år siden. Så klemte hun nye farveklatter ud, lod intuitionen bestemme og blev ikke overrasket over farvesammensætningen. En tilbageholdende stemning af passiv melankoli. Gråviolet, blågrå, sortblå og okkerbrun. Det var akkurat sådan hun følte sig.

Efter at hun havde placeret det nyopspændte lærred på staffeliet, stod hun bare og kikkede. Hvordan skulle hun nu begynde? Hun så på paletten, og hun så på lærredet. Hun kikkede indad, men der var ikke noget at se. Prøvede at huske, hvorfor hun havde fået lyst til at male igen. Det var noget med et pludseligt lys ind i rummet. Eller var det udenfor. Hun kunne ikke længere se det for sig. Det eneste, hun kunne se, var det hvide lærred.

Den tomme flade sagde hende ikke noget. Hun stod der længe. Så sukkede hun. Hun vendte sig om, kikkede rundt om i rummet. Ingen bevægelse. Ingen lyd. Prøvende rakte hun hånden ud og pillede ved en af de brede pensler. Så ved en af de spidse. Hun greb om den spidse pensel. Men fortrød og stillede den tilbage igen.

Den spændstige malerpensel størrelse fjorten havde ventet tålmodigt. Med sin blanding af syntetiske hår, mårhår og andre naturlige hår var den kendt for sin slidstyrke og store farveoptagelsesevne. Den forsøgte at byde sig til, men hun var helt udenfor rækkevidde. Hun tog i stedet for en svamp og duppede den i en fortyndet, lysegrå maling, nærmest snavset hvid. Men der skete ikke mere.

Så var det, at blandingshårspensel størrelse fjorten tog over. Sprang op af krukken. Dyppede sit behårede hoved i den blodrøde malerbøtte. Stumt stod hun og så på. Et hurtigt penselstrøg. Et mere, Tjep. Tjep. Syv raske strøg på lærredet. To buer. To cirkler. Og en prik. Det lignede et hieroglyftegn. Stolt lagde tegnet sig til rette netop et ryk til venstre for billedfeltets harmonisk krævende skæringspunkt i det gyldne snit. Det dirrede spændstigt. Selvafslørende. Som et åbent øje. Iris glimtede klart. Søgte opmærksomt rundt med prikkende puls. Hurtigt. Intenst. Ivrig, da det endelig mødte hendes blik. Øjet blinkede til hende.

Forskrækket. Forundret. Forventningsfuld tog hun imod blandingshårspenslen og de fremstrakte perspektivlinjer og løb med ind i billeddybet.  

.