Hun siger ingenting. Det havde hun heller ikke gjort i det allersidste øjeblik. Ordløst havde hun forsøgt at lade ham forstå, at hun havde fundet fred med tanken om, at hun skulle gå først. Men hans blik havde glippet.

Han hører ikke noget. Men selvom kun svage lyde trænger ind i det træge kød, så skinner livsgnisten tindrende omkring ham. Oplyser spørgsmålene og det uafklarede, som han ikke kan slippe.

Hun går i forvejen. Baglæns med ryggen mod tidens gang. Instinktivt mærker han, at han må begynde at gå, trukket af driften til at finde det ubestemte, der giver eksistensen mening. Uro driver ham gennem gaderne.

Hun venter ved stoppestedet. Trafikkens intensitet og menneskers travlhed slynger sig forstyrrende omkring situationen og giver ham fornemmelsen af mislykket interaktion.

Forsigtigt trækker hun ham hen mod kanten. Regionalbussen giver sig god tid til, at han kan stige på. Lettet sætter han sig ned. Vil ikke berøres bare sørge.

Hun nikker til chaufføren, da de når ud til den yderste mark. Ved det ensomme sted, står han af. Himlen er høj. Landskabet er langt. Hun svæver gennem luften og hvisker billeder frem fra stedets grå hukommelse. Landmålerens pejlemærker og sigtelinjer i terrænet. Lange, lige streger på kortet.

Som forvirringens væsen lader hun ham mærke historien rulle tilbage. Levende hegn rejser sig mellem små matrikler i det vindblæste land, og lavt krat vokser frit i det planløse sletteland. Som omskiftelighed trækker hun vejret ind fra vigen. Som forundring lader hun røg stige op fra de oldgamle bopladser og hyller sig i sløret. Som desorientering lader hun ham høre, at han igen kan høre, og at der blev kaldt på ham.

‘Kristian!’

‘Hvor?’ spørger han.

‘Her!’ svarer hun.

Her ved stoppestedet kryber han ind i busboblens skinnede perlemor, hører verdenssymfoniens rytmiske puls, mindes, længes og vikler sig ind i drømmene.