Dorte står ved kanten.

Er nær ved at snuble. Afbalancerer kroppen ved at stikke højre fod ind under den nederste tværstang. Forsøger at gribe fast i gelænderet med den venstre hånd og læner sig ubekvemt op ad rækværket på gangbroen, hvor hun er stoppet op. Ryggen får et akavet vrid mod højre. Den halvt bagvendt hofteskrue rejser sig i krydspres under brystet. Hun åbner det ene spænde i tasken. Det andet hænger og dingler. Sjuske. Hun har som sædvanlig glemt at lukke tasken, da hun gik hjemmefra. Med den ene hånd tager hun en mobiltelefon frem.

Firkantet lys skinner ned på Dorte fra en høj bygning på den anden side af jernbanen. Konturerne af motionsredskaber tegner sig klart bag de store udækkede ruder på første sal. Silhuetter i fitnesscentret bevæger sig i mekaniske rytmer.

Hun vil ringe til ham. Kan ikke huske nummeret. Sløs. Er aldrig kommet i gang med at bruge appen til kontaktpersoner. Der er alligevel heller ikke ret mange, hun kender. Deres numre har hun skrevet med blå kuglepen i sin papirkalender. Får dem alligevel aldrig lært udenad. Det er sjældent, de bliver brugt. Hun forsøger af finde Maylandkalenderen af rødt kunstlæder nede i tasken. Presser mobiltelefonen op i armhulen for at få begge hænder fri.

To unge mænd kommer fra hver sin side på gangbroen over jernbanen. De passerer hinanden lige bag Dorte. Begge har travlt. Den ene vrisser. I farten kommer den anden til at skubbe til Dorte, så hun taber mobiltelefonen.

Hun bukker sig ned. Samler mobiltelefonen op. Gnider skidtet af med lidt spyt og lægger den ned i jakkelommen. Til handskerne, nøglerne og en halvbrugt pakke Minirisk lommeletter. Famler igen efter kalenderen i taskens rodede dyb. Finder den stukket ned i bogen fra biblioteket. Det er Hestens fødselsdag. Nogle af siderne er blevet krøllet. Hun trækker kalenderen op med den anden hånd. Ærgrer sig endnu engang over, at hun har valgt modellen med tryklåslukning. Kan ikke rigtigt få fat. Fummelfingre. Er nødt til at bruge begge hænder. Med møje får hun åbnet grebet. Kalendersiderne flagrer op. Flapper frem og tilbage i blæsten. Et par januardage river sig løs og flyver ud over jernbanesporene. Hun håber ikke, at nogen finder dem.

Hun finder adresselisten. Læser mumlende hans telefonnummer højt for at prøve at huske. Stikker papirkalenderen ned i taskens forlomme. Bliver usikker på, om hun har husket rigtigt. Trækker kalenderen frem igen. Kikker en gang til. Lukker kalenderen i igen og propper den ned i taskens storrum med et suk. Hun er også altid så klodset med tingene.  

En hundelufter kommer forbi. Hunden standser op ved en stolpe og letter ben. Hundelufteren kikker væk. Trækker i snoren og skynder sig videre. Hundetisset triller tæt hen til Dortes fod. Kejtet træder hun et skridt til venstre. 

Hun stikker hånden ned i tasken for at finde mobiltelefonen frem igen. Husker så at den ligger i jakkelommen. Tager den frem. Swiper pauseskærmen til side. Med stive bevægelser tapper hun på telefonikonet. Et pludseligt vindstød griber i det samme hendes tørklæde. Det hvirvler op omkring ansigtet. Hun må skubbe det til side, så hun kan se. Kan ikke rigtigt ramme tallene. Fingerspidserne er også for tykke og kluntede. Hun forsøger igen. Seks tal og to mere.

En knallert kører over gangbroen. Dorte må presse sig op mod rækværket. Den larmer. Også et stykke tid efter.

Hvis Tim havde været her, så var han igen blevet irriteret. Ville endnu engang have fået bekræftet, hvor kluntet hun er. Er de kærester, eller er de ikke kærester? Det er de nok ikke. Der er vel ikke nogen, der vil have en klodset kæreste.

Der er helt tavst i den anden ende. Hun kan ikke engang høre kaldetonen. Så er der nok ikke nogen forbindelse. Typisk. Det vel noget med det der netværk. Hun kikker på tegnene øverst på skærmen. De er ret små. Men der er da nogen streger, der lyser. Eller er det så fordi, der ikke er nok strøm på telefonen? Sinke. Hun sukker. Der er også så meget, man skal huske. Hun trykker febrilsk på tænd-sluk knappen. Pauseskærmen kommer igen frem med sit skingre grønne mosaikmønster. Så der nok alligevel nok strøm. Hun swiper igen og en gang til og trykker på telefonikonet.

Nummeret er forsvundet. Hun taster det ind igen. Et tog kører forbi. Det eneste hun kan høre, er vognhjulene, der hviner mod skinnerne. Lynhurtigt. Så forsvinder støjen ud ad sporet.

Hun hører opkaldstonen ringe derinde i telefonen. Et kort klik og en stemme i den anden ende:

 – Hej min skat, min smukke due.

Hun bliver helt paf. De ukendte ord flyder ind i øregangen. De søde, søde ord. Hun kan slet ikke forstå det. Kan næsten ikke sige noget. Siger så med rystende stemme:

– Jamen, det er bare mig, Dorte.

Tankerne svirrer rundt. Det suser stille derinde i telefonen. Så er linjen altså stadig åben.

En flov varme stiger op gennem kroppen. Munden bliver tør. Hun må bryde ind. Sige noget. Siger:

– Undskyld. Undskyld mange gange. Det var en fejl. Det var igen en fejl. Jeg har altså trykket forkert nummer.

Hurtigt slukker hun på den røde knap. Sukker tungt. Er altid så dum. Kan ikke finde ud af noget. Skuldrene falder ned. Hovedet falder ned. Hun synker ned i knæ og er lige ved at tumle omkuld. Bliver afbrudt i faldet. Telefonen ringer. Tre gange. Hun ryster på hænderne. Trykker på den grønne knap.

– Ja, hvisker hun.

– Der er ingen forkerte numre, siger den tålmodige stemme.

Stemmen giver plads til, at hun kan trække vejret og fortsætter så:

– Du har fået det helt rigtige nummer. Jeg er her oppe og kikker på dig.

Hun tør næsten ikke se. Men løfter så blikket. En bysvale flyver spændstigt fra trætoppene ved den høje bygning og hen over jernbanesporene. Hun træder et skridt til siden.

En fugleklat rammer dér, hvor Dorte stod.