Det har regnet i flere dage. Det irriterer ham. Gør ham endnu mere rastløs. Fylder ham med uro. Vil skrive. Kan ikke.

Peter søger hen til vinduet mod gaden. Ved godt, at der ikke er nogen grund til at vente på Adam. Håber måske alligevel at se ham dukke op derude i menneskemylderet. Her fra første sal kan han ikke se busstoppestedet. Men hver halve time kommer flokke af mennesker forbi nedenfor. På vej mod midtbyen. I minutterne før er der flere i den modsatte retning. De første går bare. De næste med hastigere skridt. De sidste løber for at nå bussen. Kort efter går menneskestrømmen den modsatte vej. Men Adam er ikke længere med i byens dialektiske puls.  

Efterhånden har Peter lært gadens liv ret godt at kende. Ind og ud. På afstand. Her fra vinduet på anden sal. I seks måneder har han stort set kun opholdt sig i lejligheden. Initiativ til at gøre noget kan han ikke finde længere. Efter faldet.

Det havde regnet i flere i dage. Men de var i god form. Tændt på nye, fede cykeloplevelser i de sydtyske bjergområder. De kendte terrænet og omgivelserne fra adskillige ture. Også fra før det blev alvor med MTB-træningen. Den gang cykelrejserne primært var en flugt for at komme væk, først fra lektierne, senere studierne. Ud og mærke kroppen, ud at være kåde drengerøve. Som voksne vendte de igen og igen tilbage til Harzen. Masser af højdemeter, lækre udsigter, krævende ruter og stærkt flow. Også for øvede mountainbikeryttere. Med tiden blev venskabet stærkere, cyklingen mere seriøs og terrænet mere ekstremt. Nogenlunde samtidig med de første jobs og faste kærester. Cyklerne og træningen blev deres måde at holde sammen og takle udfordringerne med arbejde, parforhold og sex. I tæt parløb fulgtes de hele vejen opad til toppen. Koncentreret fokus på forfremmelserne på jobbet og semiprofessionel cykeltræning. Karrieredrift og cykelvenskab vandt over de forliste ægteskaber.

Den dag havde de godt mærket, at sporene i skoven var glatte. Havde vel egentligt også sagtnet farten lidt. I sekunderne før.

– Nye dæk. Det’ bare kvalivare, havde Peter konstateret.

– Jep, det’ tysk, sagde Adam pustende.

– Bundsolidt. Hypergodt greb, fortsatte Peter.

Og Adam råbte højt:

– Keine Hexerei nur Behändigkeit.

Så gled de. Adam fløj hen over styret. Rullede nedad. Hurtigt. Ud over afsatsen.

– Satans.

Det var det sidste, Adam sagde.

Peter så det ske. I èt nu og i en langstrakt, gummiagtig tid. Stille lå han og iagttog den slørede scene ned ad skrænterne bagved baghjulets roterende eger. Hans egen cykel var landet ovenpå ham. Først bagefter gik det op for ham, at det havde været hans redning. Han forsøgte at skubbe den til side. Bemærkede en hudafskrabning på albuen. Der var helt stille. Et par bloddråber sivede tavst ud og størknede.

Der kom et par vandrere. Flere mennesker. Menneskemylder og ambulancer. Dybe stemmer i en sydtysk dialekt, han ikke forstod. Øvede hænder tog over. Transport til hospitalet. Lægens hovedrysten. Nogle dage efter blev han fløjet tilbage til Danmark. Adams lig fik de først bjerget senere. Fortalte nogen ham. Selv havde han mistet evnen til at tænke og forstå. Han gik helt ud. Fysisk og mentalt. Efter tre måneder kom opsigelsen fra arbejdspladsen. Peter var ligeglad. Kold.

Dage med regn gjorde ondt. Hudafskrabningen på albuen var lille. Men genstridig. Ville ikke hele. De hyperanspændte muskler i kroppen pressede på indefra. Huden gav åbnende efter. Ord var stadig fraværende. Men tanker begyndte efterhånden af vokse frem. Kredsede i ring. Fløj forvirrede omkring. Han prøvede af vifte dem væk. Forsøgte at adsprede sig. Læse. Men sætningerne opløste sig i tågeslør foran blikket. Computerspillets rasende tempo og taktiske manøvrer snurrede rundt for ham. Han blev træt langt ind i sjælen. Gad ikke noget. Var mest ved vinduet. Pillede distræt i såret på albuen. Venner blev færre og kom sjældnere. Havde svært ved at håndtere tavsheden fra stemmen, der var forsvundet i faldet.  

De første ord opdagede han aldrig rigtigt komme. Måske var det startet med umærkelige tegn i det åbne sår. En dag så han, at en smidig substans var begyndt at bryde frem fra cellerne og trænge ud i nerver og muskelvæv. Nu lignede det bare en lille hudafskrabning med småsår. Det var svært at lade være med at pille i det. Det kløede. Han kradsede sig. Så var det, han opdagede, at det han fik op under neglen lignede ord. Ordet Ord.

Fra den endnu skrøbelige skal omkring åbningen til det inderste ser han, at fragmenter af sætninger vokser frem. De sitrer som levende væsner ved det fysiske møde med omgivelserne. Trænger sig ud i kanten af såret. Lægger sig lag på lag. Nøgne tekster om tid og væren. Naturens former og kræfter taler med livets og skriftens kraft. Beskriver sig som sommerdage i bjerge. Som selverkendelse, skabelse, forfald og genkomst. Som spændstige ordmuskler. Forsonende sætningsskeletter. Fortællinger om fornyelse og forvandling. Regnen frisker op. Regnen drypper af.

Peter vender hovedet væk fra vinduet. Griber med højre hånd om hjulets kant. Triller kørestolen hen til computeren. Tænder og åbner et nyt dokument. Fingrene finder utålmodigt deres startposition på tastaturet. Ordene glider ned ad underarmens hud og finder et fast greb i de modtagelige fingre. Han ser dem dukke op igen på skærmen: ”Det har regnet i flere dage”.