EFTERLIV

Der ventes ved porten. Ingen ved, hvor mange, der er plads til, og hvor mange, der bliver lukket ind, ad gangen. Køen bliver længere og længere. Mange har prøvet det før. Den tålmodige venten ved en sportshal, der af samfundsnyttens nødvendighed har fået ny funktion. Men her kender det enkelte individ ikke retningens koordinater og rejsens destination. De fleste stoler på testens fortalere. Men nogen bemærker også elementerne, der brutalt skyder sig ud af væggene i det nedlagte ispalads. 

Porten åbnes. Kølighed, som kendes fra hellige haller, strømmer ud i nutidssfæren. Omhyggeligt folder individet tiden sammen, stryger hen over kanten og lægger klædet bag sig sammen med det, det vidste før. Med lette fodtrin træder det sammen med medrejsende ind over tærsklen. At træde ind er at give slip, blive lille og søge i det alt for store rum med ubestemmelige sider. Tavs står det og iagttager de adspredte bygningsfragmenter og betonbrokker. Udspredte småsten og istidssand. Følger så øjeblikkets indskydelse og bevæger sig skridt for skridt hen ad en nedtrådt trampesti. Retningens kraft trækker det ned. Nedad. Ned i et ovalt, goldt dyb. Ned under isdansens overflade. Ned under grunden.

Støv hviler i det grå planetlandskab med eftervirkninger af en verdens undergang. Monolitter af ikke-arkitektur og ur-jord rejser sig med erindringens påtrængende magt. Minder om ansvarets forglemmelse. Minder om varslernes opfyldelse. Gigapytter af tungt vand stønner i efterskælvets ekko. Livsbegærligt fanger individets øjne et efterladt akvarium med fimregevækster og farverige fisk. Men der er næppe næring og trøst til andet end den yderste dag.

Uvilkårligt vender individet blikket udad. Søger en større mening. Spørger kaldende: Hvad er skabelsen? Hvor er oprindelsen? Hvordan er genkomsten? Er der noget? Mærker en indre higen efter tegn på spor af liv til efterlivets varighed.

En medrejsende rækker hænder frem og peger udad. Under det algebeklædte kuppelhvælv har nogen fjernet slutstenen. Da ser individet tråde af tynd spontanitet glide ind, mærker, hvordan det er at blive hyllet i det atmosfæriske dækken, og forsvinder i sløret.

Tunge algedråber drypper ned i åbne kar. Lokker inaktive organismer frem fra deres skjul. Celle hilser på celle og forener sig i forandringens lys. Celler samles med celler i afbalancerende vægtfylde og grøn harmoni. Et enkimet blad folder sig ud. Støv lader sig bestøve. Blomst lader sig befrugte.

Organismernes re-arrangement tænder håb. Da hengiver kødet sig til opløsningens opgave. I det efterlivsskabende trekantsdrama af bios, teknik og billede skifter stoffet tilstand og betydning og modtager overlevelsesenergi i et nyt symbiotisk univers. Muligvis også en mulighed for mennesket.