LØVFALD

Af Helle Solhøj

Efteråret er kommet, og nu er det hende, der går forrest og trækker vejret i sin retning. Nu er det hende, der viser dagen frem og følger den hele vejen ud til horisontens krumning med den dystre afsked, som nu engang hører til årstiden.

Blå og tæt er hendes morgenmørke, og langsomt åbner hun for solens sneglegang hen under himmelhvælvet. De opmærksomme holder vejret for hende, mens en voksende krans af klarhed lyser op, indtil solen endelig bryder frem i øst. Så glemmer de fleste tidens bagkant og kaster sig ind i dagslyset med energisk åndedræt, som om der kun er fremtid i sigte.

Men for hver omgang bliver banen kortere og kortere. I afskedens blå time breder hun skumringens slør ud for at minde alle om livets gåde. For hvem ved, hvornår det starter, hvornår det slutter og hvorfor? Hun griber den spørgende og den synkende sol i farvernes hav mod vest. Trækker sjælene udad. Længere og længere ind i spiralkredsens dybde.

En vemodig melankoli skærer sig gennem sjælene og splitter dem i tusind stykker. Eftertanker og løv begynder at give slip og falde ned. En og en lægger de sig fladt til jorden, rødmer i affekt og stirrer længselsfuld opad, hvor de kommer fra. Hun puster til dem og et øjeblik husker de og leger igen, flakker i vinden. Bagefter ligger de udmattet og sitrer, modtager modigt håbet. Så kalder hun på regnen, og i stilhed bliver de opløst og glemmer sig selv i vendepunktet.